Skrivebord
Et skrivebord tegnet af os, vi begge valgte at udføre som vores svendestykke og som endte med at indbringe en sølvmedalje til hver. Bordet er meget klassisk udformet, men med en afrundet overkant, der giver et organisk løft på et ellers ret stringent bord. Begge skuffer er udstyret med et hemmeligt rum, som afsløres når der trykkes på en bladfjeder placeret under bordpladen. Under bordpladen er der ydermere gemt et skrin lavet i Rio palisander, som er hængslet med træhængsel. Bordene er udført i Oregon pine og eg.